Intro til hypothalamus

INTRO TIL HYPOTHALAMUS.
Græsk: Hypo=under, thalamus= kammer.

"This bit of brain, 4 grams in weight, integrates almost all higher physiological functions."
Fred Plum and Robert Van Uitert, 1978.

Hypothalamus er en heterogen todelt region placeret ved hjernens base, som styrer en række fysiologiske processer, der er essentielle for overlevelse, såsom fødeindtag og energihomeostase, tørst , osmotisk homeostase, hormonfrigivelse, kropstemperatur, søvn, bevægelse og grundlæggende sociale adfærdsmønstre som seksuel og reproduktiv adfærd, flugt og aggression.
Anatomisk betragtet er hypothalamus en lille kerne i den basale del af diencephalon (mellemhjernen).
Kroppen søger altid mod en ligevægt, homøostase.
Det kræver en koordinering af komplekse fysiologiske processer med miljøforhold udenfor og indenfor kroppen og at der udvikles en passende reaktion på specifikke sensoriske signaler.
Homøostase afhænger af en vellykket integration af endokrine (hormonelle), viscerale (automatisk styring af indre organer) og somatomotoriske (signaler til frivillige bevægelser) kontrolmekanismer.
Mange af disse funktioner styres og integreres af hypothalamus.
Hypothalamus regulerer det kardiovaskulære system, termoregulerende reaktioner og mave/tarm systemet, men også defensiv-aggressiv adfærd og den måde vi spiser og drikker på.
Endelig modulerer hypothalamus udtrykket af seksuel og moderlig adfærd.
Hypothalamus har tætte forbindelser med hypofysen til neural kontrol af udskillelse af endokriner.
Ud over dette, har hypothalamus omfattende forbindelser med de store opstigende og nedstigende fibersystemer der gør det muligt at samle og påvirke aktivitet i alle større dele af hjernen og rygmarven.
HYPOTHALAMUS' MORFOLOGISKE ORGANISATION.
Hypothalamus sidder i mellemhjernen (diencephalon) der forbinder hjernestammen (mesencephalon) med de højere dele af storhjernen (cerebrum).
Den bagerste del af hypothalamus forenes med det periaqueductale grå og det ventrale tegmentale område (VTA).
Den forreste del af hypothalamus udgøres af den præoptiske region der ovenfor afgrænses af anterior commisure. Foran og under ligger kernen i Broccas diagonale bånd (Swanson 1987, 1998, 2004).
Fysiologiske og adfærdsmæssige analyser inddeler hypothalamus rostro-kaudalt (vandret) i periventrikulære, mediale og laterale zoner.
Den periventrikulære zone indeholder flest neuroner der projicerer til hypofysen og er derfor primært involveret i hormonsekretion fra denne kirtel.
Baseret på organiseringen af neurongrupper opdeltes hypothalamus allerede i 1939 (Le Gros Clark) i fire niveauer betegnet de præoptiske, supraoptiske (eller anterior), tuberale og mammillære regioner.
Endelig opdeles hypothalamus i 12 rum der indeholder alle de anerkendte hypothalamiske kerner.
Den mediale hypothalamus består af en langsgående (rostro-kaudal) organiseret serie af forskellige neurongrupper der modtager deres primære input fra forskellige dele af den limbiske region af storhjernen (telencephalon), såsom septum og amygdala.
Neuronerne i den laterale zone af hypothalamus er spredt blandt fibrene i det mediale forhjernebundt der løber mellem midthjernestrukturer som VTA og substantia nigra til forhjernestrukturer (limbiske, kortikale og septale regioner).
Dermed kan den laterale hypothalamus ses som et knudepunkt i dette komplekse system af fibre.*1
OVERSIGT OVER OPDELINGER OG DE VIGTIGSTE KERNESAMLINGER I HYPOTHALAMUS.
OPDELING I DET KORONALE PLAN (vandret):
Periventrikulære zone, mediale zone og laterale zone.
OMRÅDER I DET SAGITTALE PLAN (lodret):
Præoptiske område, anterior hypothalamus (chiasmatiske), intermediate (tuberale) og posterior hypothalus (mammillære).
VIGTIGE KERNER:
PRÆOPTISKE OMRÅDE:
Præoptiske kerne, periventrikulære kerne, medial-præoptiske kerne, lateral præoptiske kerne.
SUPRAOPTISKE OMRÅDE:
Suprachismatiske kerne, anterior hypothalamiske kerne, pareventrikulære kerne, supraoptiske kerne, laterale hypothalamiske kerne.
INTERMEDIATE OMRÅDE:
Arcuate kerne, dorsomediale kerne, ventromediale kerne, laterale tuberale kerne.
POSTERIOR OMRÅDE:
Mammillære kerner, posterior hypothalamiske kerne, laterale hypothalamiske kerne.
VIGTIGE AFFERENTE FIBERBUNDTER (NERVEBANER):
Fornix, mediale forhjernebundt, stria terminalis ((amygdalohypothalamiske bane), ventrale amygdalofugale bane.
VIGTIGE EFFERENTE FIBERBUNDTER:
Opstigende:
Mammillære fasciculus (mammillotahalmiske bane), hypothalamothalamiske fibre, hypothalamoamygdaloide fibre og cerebellohypothalamiske fibre.
Nedstigende:
Hypothalamospinale bane, hypothalamomedullære fibre, posterior (dorsal) longitudinale fasciculus, mammillotegmentale bane og hypothalamocerebellare fibre.
FORBINDELSER MED HYPOFYSEN:
Hypothalamohypofysale bane (supraoptiske og paraventrikulohypofysale bane) og tuberohypofysale (tuberoinfundibulære) bane.
----
HYPOTHALAMUS er det primære viskerale kontrolcenter i hjernen og medierer en bred række af funktioner gennem dens forbindelser med de endokrine-, autonome- (viskeral motor), somatisk motor- (viljestyrede) og limbiske systemer, hvorved den vedligeholder en homøostatisk balance.
Vitale funktioner er kropstemperatur, blodcirkulation, fødeindtag, væske/elektrolytbalance, søvn-vågen cyklussen, metabolisme og seksuel adfærd.
Som nævnt ovenfor, kan hypothalamus i det koronale (vandrette) plan inddeles i periventrikulære, intermediate og laterale zoner.
Den kan desuden opdeles i fire områder:
Præoptiske-, anterior hypothalamiske- (chiasmatiske/supraoptiske) og de posteriore hypothalamiske (mammillære) regioner.
Disse fire områder er særlig relevante for den mediale zone.
Hver region indeholder specifikke kerner, men det er vigtigt at nævne, at nogle kerner udstrækker sig til nærliggende regioner eller zoner.
DEN PERIVENTRIKULÆRE ZONE er en meget tynd region der strækker sig fra den mediale zone til nederste hypothalamus lige over den tredje ventrikel.
Den indeholder især den periventrikulære kerne.
Den suprachiasmatiske- og arcuate kerne klassificeres sommetider som værende en del af denne zone, men her vil de blive behandlet som tilhørende den mediale zone.
Hovedparten af neuroner i dette område syntetiserer udløsende hormoner der modulerer udskillelsen af flere forskellige hypofysale hormoner.
DEN MEDIALE ZONE
Den mediale zone indeholder adskillige individuelle kerner og opdeles yderligere i fire regioner fra anterior til posterior:
Præoptiske-, supraoptiske- (chiasmatiske), tuberale-, og mammillære regioner.
DET PRÆOPTISKE OMRÅDE ligger foran den optiske chiasme (hvor synsnerverne krydser) og fortsætter ind i de periventrikulære, mediale og laterale zoner.
Det præoptiske område indeholder den periventrikulære kerne (i den periventrikulære zone), den mediale præoptiske kerne (i den mediale zone) og den laterale præoptiske kerne (i den laterale zone).
Den vigtigste kerne i dette område er den mediale præoptiske kerne. Denne kerne er primært involveret i regulering af gonadotropiske hormoner, men er også impliceret i seksuel adfærd og kontrol af søvn-vågen cyklussen.
DEN SUPRAOPTISKE REGION i den mediale zone indeholder tre kerner: Den ventromediale-, dorsomediale- og arcuate kerne.
Den ventromediale kerne er en af de største kerner i hypothalamus. Den er hovedsagelig involveret i føde-adfærd og er blevet kaldt et "mæthedscenter".
Den dorsomediale kerne som ligger lige bag den ventromediale kerne, integrerer føde-adfærd med cirkadisk aktivitet og er involveret i aggressiv emotionel adfærd.
Den arcuate kerne derimod, indeholder neuroner der producerer "udløserhormoner" der transmitteres til den anteriore hypofyse via den tuberoinfundibulare bane og det hypofysale portalsystem.
Den spiller en rolle i regulering af appetit, det kardiovaskulære system, seksuel adfærd, prolaktin-udskillelse og monitorering af fedtvæv.
DEN MAMMILLÆRE REGION (se også Basal neurofysiologi afsnit 12)*2
Den mammillære region er den bagerste af de fire mediale zoner-regioner.
Den ligger i de mammillære legemer og indeholder de mediale-, intermediate- og laterale mammillære kerner, der tilsammen danner det mammillære kompleks, den tuberomammillære kerne og den posterior hypothalamiske kerne.
Den store mediale mammillære kerne er hovedcenter for modtagelse af axoner fra den postkommisurable fornix, der opstår i det hippocampale kompleks og behandler input relateret til hukommelse.
Denne kerne forbinder sig også til den anteriore kerne i dorsale thalamus via den mammillothalamiske bane og danner en vigtig del af det limbiske system.
De mindre intermediate og lateral mammillære kerner er forbundet med midthjernens retikulære formation.
Den tuberomammillære kerne indeholder histaminerge neruoner og er involveret i promoveringen af vågenhed.
Den posteriore hypothalamiske kerne har tætte forbindelser med midthjernens periaqueductale grå og spiller som sådan en rolle i midthjernens regulering af følelser, kardiovaskulære funktion og smertemodulering.
Den posterior hypothalamiske kerne fungerer også som en "termostat" der regulerer kropstemperaturen.
DEN LATERALE ZONE indeholder den laterale præoptiske kerne og det laterale hypothalamiske område.
Den laterale præoptiske kerne menes at spille en rolle i at femkalde søvn via forbindelser med det retikulære aktiveringssystem og det orexine neurale system.
Det laterale hypothalamiske område er dannet af diffuse neurongrupper.
I den anteriore side af dette område findes små samlinger af neuroner der danner den laterale hypothalamiske kerne og den laterale tuberale kerne.
Den laterale hypothalmiske kerne fungerer som et "fødecenter" og er involveret i modulering af fødeadfærd.
De tuberale kerner projicerer til den tuberoinfundibulære bane, og er dermed involveret i transmissionen af udløsende hormoner til det hypofysale system, men spiller også en rolle i reguleringen af motoraktivitet gennem forbindelser med cerebellum.
Den laterale zone indeholder et stort bundt af longitudinelt (langsgående) orienterede fibre kaldet den mediale forhjernebundt. Denne neurale bane forbinder hypothalamus med rostrale regioner, som den septale kerne og med hjernestammeområder, som det ventrale tegmentale område og den reticulære formation.
HYPOTHALAMUS' FORBINDELSER
Hypothalamus har mange afferente og efferente forbindelser til mange områder i CNS og resten af kroppen gennem to store forbindelsesveje:
Neurale baner og blodkarrene.
Desuden modtager hypothalamus neurale input fra adskillige strukturer, såsom det limbiske system, sensoriske kerner og motorkerner i hjernestammen og rygmarven.
Den indeholder også neuroner med specifikke receptorer der opfatter og modtager ikke-neurale input som skift i temperaturen, osmotisk tryk, og hormonniveauer i blodbanen.
Til gengæld sender hypothalamus både neurale og ikke-neurale output gennem kroppen gennem dens indflydelse på andre endokrine kirtler og det autonome nervesystem.
AFFERENTE HYPOTHALAMUS-BANER.
Hypothalamus modtager hovedsageligt størstedelen af sine neurale input fra forskellige strukturer i det limbiske system, såvel som fra hjernestammen og rygmarven.
Disse afferente fibre danner hovedsagelig reciprokke forbindelser og opstår fra forskelige områder, såsom orbitofronatle cortex, infralimbiske- ogcingulate cortex, septale kerne, thalamus, hippocampus, amygdala, hjernestammens tegmentum og rygmarven.
Input fra det limbiske system bærer information relateret til hypothalamus' funktion i moduleringen af autonome og somatiske aspekter af emotionelle tilstande.
De største afferente baner til hypothalamus er:
Fornix, det mediale forhjernebundt, stria terminalis (den amygdalohypothalamiske bane) og den ventrale amydalofugale bane.
FORNIX er den største og mest fremtrædende enkelte input til hypothalamus.
Det er en myeliniseret bane der oprinder i to regioner i det hippocampale kompleks (subiculum og hippocampus) i det limbiske system.
Tæt på den anteriore kommissur opdeles fornix i et mindre prækommissurabelt bundt fra hippocampus og et større postkommissurabelt bundt fra subiculum.
Det prækommissurable bundt projicerer fibre til den septale- og præoptiske kerne i den anteriore region af hypothalamus, mens fibre fra det postkommissurable bundt typisk ender posteriort i den mediale mammillære kerne.
DET MEDIALE FORHJERNEBUNDT består af diffuse grupper af fibre der typisk løber longitudinelt gennem den laterale hypothalamiske zone.
Den består af opstigende og nedstigende fibre der forbinder autonome og limbiske strukturer i forhjernen med hypothalamus og hjernestammen.
STRIA TERMINALIS, også kaldet de amygdalohypothalamiske fibre, er et langt kurvet bundt af nervefibre der løber langs buen af den caudate kerne.
Den transmitterer olfaktorisk information som menes at være relateret til reproduktiv adfærd såvel som autonom og neuroendokrin information fra det amygdalære kerne-kompleks til det mediale præoptiske område og den anteriore kerne i hypothalamus.
DEN VENTRALE AMYGDALOFUGALE BANE oprinder i den basolaterale del af det amygdalære kernekompleks og ender hovedsagelig i den laterale hypothalamiske zone, samt de septale- og præoptiske kerner, hvor den har indflydelse på aktiviteten i det autonome nervesystem.
ANDRE AFFERENTE BANER til hypothalamus inkluderer den mammillære "stilk" thalamohypothalamiske bane, kortikohypothalamiske-, retinohypothalamiske- og spinohypothalamiske baner.
DEN MAMMILLÆRE STILK (peduncle) oprinder i midthjernens retikulære formation og ender i den laterale mammillære kerne.
Denne bane transmitterer sensorisk information fra de sensoriske baner (pathways).
DEN THALAMOHYPOTHALAMISKE BANE indeholder fibre fra thalamus (dorsomediale- og paraventrikulære kerne) til det laterale præoptiske område i hypothalamus.
DEN KORTIKOHYPOTHALAMISKE BANE oprinder i præfrontale cortex og er den eneste direkte neokortikale forbindelse til hypothalamus. Den terminerer i det laterale hypothalamiske område.
DEN RETINOHYPOTHALAMISKE BANE har sin oprindelse i retina og ender i den suprachiasmatiske kerne.
Den spiller en rolle i cirkadiske rytmer.
DEN SPINOHYPOTHALAMISKE BANE oprinder i rygmarven og transmitterer nociceptiv information til de autonome kontrolcentre i hypothalamus.
Den er involveret i neuroendokrine og kardiovaskulære responser på smertefulde stimuli.
EFFERENTE HYPOTHALAMISKE BANER.
Hypothalamus projicerer efferente fibre fra dens underregioner til forskellige systemer gennem hele nervesystemet.
Hovedparten af disse efferente baner er reciprokke forbindelser til strukturer der projicerer afferente fibre til hypothalamus.
Generelt sender hypothalamus outputs til det limbiske system, autonome og somatiske motorneuroner, såvel som til hypofysen gennem neurale og neurovaskulære forbindelser.
Disse outputs transmitteres stort set af de samme fiberbundter der transmitterer inputs.
For at gøre beskrivelsen nemmere, er de hypothalamiske fibre grupperet i to: Opstigende og nedstigende projektioner.
De opstigende projiceringer er de som ender i forhjernestrukturer. De inkluderer primært den mammillære fasciculus (mammillothalamiske bane), hypothalamothalamiske fibre, hypothalamoamagdaloide fibre og cerebellohypothalamiske fibre.
DEN MAMMILLÆRE FASCICULUS oprinder i den mediale mammillære kerne.
Dette fiberbundt deler sig og forløber ind i den mammillothalamiske bane der ender i thalamus' anteriore kerne, samt den mammillotegmentale bane der projicerer til de tegmentale kerner i midthjernens retikulære formation.
Den mammillotegmantale bane korresponderer også med den mammillære stilk.
DE HYPOTHALAMOTHALAMISKE FIBRE oprinder primært i det laterale præoptiske område og ender i thalamus' dorsomediale kerne.
DE HYPOTHALAMOAMYGDALOIDE FIBRE oprinder i flere hypothalamiske kerner og ender hovedsagelig i de kortikomediale kerner i det amygdaloide kompleks.
DE CEREBELLOHYPOTHALAMISKE FIBRE projicerer fra cerebellare kerner til de viskeromotoriske centre.
NEDSTIGENDE PROJICERINGER projicerer til hjernestammen og mål i rygmarven.
De består af fem hovedfiberbundter: Den hypothalamospinale bane, hypothalamomedullære fibre, posterior (dorsal) longitudinelle fasciculus, mamillotegmentale bane og hypothalamocerebellære fibre.
DE HYPOTHALAMOSPINALE FIBRE oprinder primært i den paraventrikulære kerne i hypothalamus.
De løber gennem den periaqueductale grå og tilhørende retikulære formation i hjernestammen for at ende i den interomediale celle kolonne i rygmarven.
Her synapserer de direkte med prægangloide sympatiske og parasympatiske kerneneuroner.
DE HYPOTHALAMOMEDULLÆRE FIBRE oprinder også i den paraventrikulære kerne og projicerer til adskillige kerner, såsom solitary kerne, den dorsale vagalmotor kerne ambiguus-kernen og andre i den anterolaterale medulla.
Sammen med de hypothalamospinale fibre, danner de hypothalamomedullære fibre en direkte forbindelse mellem hypothalamus og autonome kerner i medulla og rygmarven.
DEN POSTERIOR (DORSALE) LONGITUDINELLE FASCICULUS oprinder fra kerner i den mediale hypothalamiske zone og projicerer fibre til hjernestammen (periaquedatalle grå, den retikulære formation) og autonome kerner i rygmarven.
Denne bane er vigtig for kontrol af tygning, slugning og kulderystelser i hypothalamus.
DE MAMMILLOTHALAMOCEREBELLARE FIBRE fungerer som en forbindelse mellem det hoved-viskeromotoriske center i forhjernen og hoved-mnidthjerne centret for regulering og koordination af somatisk motoraktivitet.
HYPOTHALAMISKE FORBINDELSER TIL HYPOFYSEN.
Hypothalamus kontrollerer begge lapper i hypofysen via en vaskulær forbindelse med den anteriore hypofyse (adenohypofyse) og en neural forbindelse til den posteriore hypofyse (neurohypofysen).
Der er to hoved-efferente baner der forbinder hypothalamus til hypofysen:
DEN HYPOTHALAMOHYPOFYSIALE BANE (supraopticohypofysale og paraventrikulohypofysale bane), er en kort bane dannet af axoner der transmitterer antidiuretiske hormoner (ADH: vasopressin) og oxycotin til den posteriore hypofyse.
Hver af disse hormoner er syntetiserede af en specifik population af store (magnocellulære) neurosekretionsneuroner i de supraoptiske- og paraventrikulære neuroner.
Stimulering af disse neurosekretionsneuroner forårsager udskillelse af disse hormoner i deres terminaler til tilhørende kapillære plexus i den posteriore hypofyse og ind i den generelle cirkulation.
DEN TUBEROHYPOFYSALE (TUBEROINFUNDIBULÆRE) BANE er en samling af axoner hovedsagelig fra små neuroner i de arcuate- og periventrikulære kerner der formidler hypothalamisk udskillende og hæmmende hormoner ind i den infundibulare stilk og endelig til den anteriore hypofyse.
Disse hormoner transmitteres fra den infundibulare stilk til adenohypofysen via en vaskulær forbindelse kaldet det hypofyseale portal-system, hvor de modulerer produktionen og udskillelsen af hormoner fra anteriore hypofyse.
De udløsende hormoner i hypothalamus, inklusive det thyrotropin-udløsende hormon, kortikotropin-udløsende hormon, gonadotropin-udløsende hormon, proalktin-udløsende hormon, væksthormon-udløsende hormon og væksthormon-hæmmende hormon (somatostatin).
HYPOTHALAMUS FUNKTIONER.
De mange kerner i hypothalamus muliggør en lang række af funktioner.
De vigtigste funktioner er:
Kontrol af hypofysen
Regulering af kropstemperaturen.
fødeindtag
Kontrol over det autonome nervesystem.
Stresskontrol.
Følelsesmæssige udtryk.
Aggression.
Søvn og vågenhed.
Seksuel ophidselse.
Hukommelse.
KONTROL AF HYPOFYSEN.
Hypothalamus modulerer udløsningen af hypofysehormoner gennem to grupper af neuroner:
Små parvocellulære neuroner og store magnocellulære neuroner.
De parvocellulære neuroner danner den tuberoinfundibulære bane der oprinder i arcuate og periventrikulære kerner og projicerer til det infundibulære kappillær-leje.
Hypothalamiske udløsende og hæmmende hormoner transmitteres til adenohypofysen via de hypofyseale portal-kar.
Disse hormoner modulerer udløsningen af thyrotropin, væksthormon, prolaktin, follikel-stimulerende hormon (FSH), eller luteiniserende hormon (LH) og adrenokortikotropisk hormon (ACTH)
De magnocellulære neuroner danner den supraopticohypofyseale bane der oprinder fra den supraoptiske kerne og den paraventrikulære kerne, hvor den transmitterer ADH (vasopressin) og oxytocin til den posteriore hypofyse.
REGULERING AF KROPSTEMPERATUR.
Den præoptiske region og de anteriore hypothalamiske kerner indeholder termo-sensitive neuroner der detekterer og responderer selv små temperaturændringer i kroppen, med input fra perifere termosensitive neuroner i huden.
Kernerne i disse områder promoverer varmetab gennem mekanismer som øgning af blodgennemstrømning i huden, aktivering af svedkirtler og ved hæmning af varmegenererende mekanismer i posteriore hypothalamus.
Dermed opnås ligevægt i kropstemperaturen, selv når omgivelserne bliver varmere.
Posteriore hypothalamus fremme derimod bevaring af varme gennem varmeproduktions-mekanismer som piloerektion (gåsehud), vasokonstriktion af kutane kar (sammentrækning af blodkarrene i huden), kulderystninger og thyroid-hormon stigning i stofskiftet.
KONTROL AF FØDEINDTAG.
Den arcuate kerne er involveret i integrationen af fodringsrelaterede input fra både den laterale og ventromediale kerne, som tilsammen giver et "appetitsætpunkt", en basislinje for fødeindtag.
Dyreeksperimenter der involverer enten stimulering eller destruktion af begge kerner, har vist at den laterale hypothalamiske kerne er et center for fødeindtag og at den paraventrikulære kerne fungerer som et mæthedscenter.
Dog er det nu kendt at den paraventrikulære kerne også er involveret i kontrol af fødeindtag.
Den arcuate kerne opfatter ændringer i glukoseniveauer, såvel som sekreterede peptider (som ghrelin) fra gastriske sektioner der stimulerer fødeindtag, samt leptin fra fedtvæv der undertrykker appetit.
De præcise mekanismer der er involveret i reguleringen af fødeindtag undersøges stadig [2023]
KONTROL AF VÆSKEINDTAG
Det er den mediale præoptike kerne der er ansvarlig for kontrol af væskeindtag.
Dette sker gennem integration af input fra perifere receptorer på parametre som blodvolume og tryk, samt niveauer af angiopressin hormon.
Denne information transmitteres til cerebrale cortex der til gengæld igangsætter responser som fx en følelse af tørst.
KONTROL AF DET AUTONOME NERVESYSTEM.
Hypothalamus modtager viscerale sensoriske inputs fra det opstigende sensoriske system, såvel som informationer relateret til følelser fra det limbiske system.
Stimulering af anteriore hypothalamus (præoptiske og anteriore kerne), samt mediale hypothalamus, producerer parasympatiske effekter som nedsættelse af hjerterytmen, sammentrækning af pupiller og spytsekretion.
Stimuleres den posteriore og laterale hypothalamus derimod, resulterer det i sympatiske effekter som øget hjerterate og blodtryk, samt pupil-sammentrækning.
Nervefibre fra begge regioner projicerer til autonome kerner i hjernestammen og rygmarven for at vedligeholde en homøostatisk tilstand.
KONTROL AF STRESS, FØLELSESMÆSSIGE UDTRYK OG AGRESSION.
Den paraventrikulære kerne modtager input fra forskelige hjernestammestrukturer og fra det limbiske system som reaktion på forskellige former for stress (psykologiske, fysiske, eller fysiologiske) ved at igangsætte en genoprettende mekanisme via hypothalamus-binyre-adrenale (HPA) aksen.
Den paraventrikulære kerne udskiller kortikotropin-udløsende hormon, hvilket leder til sekretionen af ACTH fra adenohypofysen og kortisol fra den adrenale cortex, og dette aktiverer energiressourcer.
Det limbiske system modtager, processerer og videresender følelsesmæssige input til hypothalamus.
Gennem dets forbindelser med det autonome nervesystem initierer hypothalamus passende viscerale responser, som ændringer i hjerterytmen og blodtrykket, der medieres af det sympatiske nervesystem og tilsvarende ændringer i adfærd.
Aggressiv adfærd er associeret med stimulering af den laterale hypothalamus.
KONTROL AF SØVN OG VÅGENHED.
En anden vigtig funktion i hypothalamus er reguleringen af både ophidselse (arousal) og søvn-vågen cyklusser i den suprachiasmatiske kerne og den tuberomammillære kerne.
Den suprachiasmatiske kerne modtager direkte input fra retina og spiller en rolle i etableringen af en normal søvn-vågen cyklus gennem dens indflydelse på endokrine, autonome og adfærdsmæssige funktioner, samt dens forbindelser med epifysen (koglekirtlen).
Den tuberomammillære kerne indeholder histaminerge neuroner der omfattende projicerer til forskellige grå masse-regioner (neuronrige) i hjernen og rygmarven og spiller en rolle i ophidselse.
En lille gruppe neuroner i den laterale hypothalamus udskiller et peptid kaldet orexin der aktiverer den tuberomammillære kerne under vågenhed.
Denne hypothalamiske orexinproduktion falder om natten og medvirker til promoveringen af søvn.
KONTROL AF SEKSUEL OPHIDSELSE.
Den anteriore del af hypothalamus indeholder en gruppe neuroner kaldet den tredje interstitiale kerne. Dette kerneområde ligger i den mediale del af den præoptiske kerne og er impliceret i seksuel ophidselse.
Den udviser seksuel dimorfisme og er omtrent dobbelt så stor i hanner end i hunner.
Neuroner i dette kerneområde har mange androgene receptorer og aktiveres af cirkulerende testosteron.
Den ventromediale kerne i hypothalamus indeholder også østrogen-rige neuroner og er impliceret i seksuelle responser.*3Artiklens referencer:
:
Haines, D. E., Mihailoff, G. A., Cunningham, W., Schenk, M., Armstrong, G. W., & Runyan, C. P. (2018). Fundamental neuroscience for basic and clinical applications. Philadelphia, PA: Elsevier.
Mancall, E., Brock, D. & Gray, H. (2011). Gray's clinical neuroanatomy: the anatomic basis for clinical neuroscience. Philadelphia: Elsevier/Saunders.
Mtui, Estomih, et al. Fitzgerald's Clinical Neuroanatomy and Neuroscience. Elsevier, 2016.
Nolte, J. (2009). The human brain: an introduction to its functional anatomy. Philadelphia, PA: Mosby/Elsevier.
Patestas, M. A., & Gartner, L. P. (2006). A textbook of neuroanatomy. Blackwell Publishing.
KILDER:
Billede: Scott M Sternson
*1 Richard B. Simerly. The rat nervous system. Chapter 13. Organization of the hypothalamus. Academic Press 2015.
Låst, brug "alternativ" side.
https://doi.org/10.1016/B978-0-12-374245-2.00013-9
*2 Den tuberoinfundibulære signalvej
https://www.hopementor.dk/l/den-tuberoinfundibulare-signalvej/
*3 Hypothalamus
Author: Edwin Ocran, MBChB, MSc • Reviewer: Dimitrios Mytilinaios, MD, PhD
https://www.kenhub.com/en/library/anatomy/hypothalamus