Precuneus funktionelle forbindelser

PRECUNEUS FUNKTIONELLE ROLLE.
Jeg har arbejdet et stykke tid med precuneus og cingulate cortex og troede egentlig jeg var færdig, så jeg var i gang med hypothalamus, men opdagede undervejs og jeg var heldig at falde over et review at jeg egentlig ikke havde forstået precuneus' funktionelle rolle.
Derfor denne tilbagespoling og jeg var heldig at falde over dette review i tidsskriftet "Brain" udgivet af Oxford Academic.
Indledningen herunder skrev jeg for lige at give en kort beskrivelse af de hjerneområder der er involveret i artiklen.
Precuneus ligger i parietallappen mellem frontallappen og occipitale lap og over temporallappen.
Precuneus er involveret i visuospatial bearbejdning og kognition og er en del af Default Mode network DMN (Standardtilstandsnetværket).
Visuospatial bearbejdning er evnen til at visuelt at kunne aflæse sin omverden og at bruge denne aflæsning til at analysere, huske, og manipulere visuelle informationer og rumlige forhold.
Nyere undersøgelser viser også dens betydning i episodisk hukommelse.
Episodisk hukommelse er de begivenheder og oplevelser knyttet til et bestemt sted du husker.
Modsætningen her er semantisk hukommelse som er paratviden.
Derfor er den bedste læring at udføre en handling forbundet med det du ønsker at lære, således at semantisk hukommelse knyttes til episodisk hukommelse.
Endvidere har precuneus vist sig at have en stor rolle i nikotinafhængighed (og anden afhængighed), med dens forbindelser med frontale cortex og cingulate cortex.
Eksempelvis ses der ved nikotintrang stor aktivitet mellem precuneus og cingulære cortex og formindsket mellem frontale cortex og precuneus (Joseph DiFranza et al. 2016. https://doi.org/10.1016/B978-0-12-800213-1.00032-8)
PRECUNEUS NØGLEORD:
*Genhentning af episodisk hukommelse: Visuospatial billedsprog/behandling.
*Selvrefererende processering: Selvbevidsthed/bevidsthed (Default mode network, DMN)
*Mentalt billedsprog-strategier:
*Egocentrisk rumlig opdatering/navigation
*Kropsbevidsthed.
HJERNEOMRÅDER INVOLVERET I DETTE STUDIE:
Parietallappen indeholder funktioner for sensorisk perception og sprogforståelse (Wernickes område).
Den styrer vores sansecenter og sanseindtryk og her kan føles smerter, temperatur og berøringer.
Samtidig har parietallappen ansvar for de finmotoriske bevægelser, såsom det at knappe en knap.
Den modtager sanseindtryk fra hud, muskler og led.
Precuneus er indeholdt i parietallappen.
PARIETALLAPPEN NØGLEORD:
*Somatosensorisk processering: Behandling/oversættelse af berøring, smerte, temperatur og tryk.
*Rumlig opmærksomhed/orientering: Navigation, at forstå en lokation, genkende objekt orientering.
*Sensorisk integration: Kombinering af sensoriske data (visuel, somatosensorisk) til en sammenhængende forståelse af omgivelserne.
*Proprioception: At vide hvor kropsdelene er uden at kigge efter.
*Kognition og manipulation: Matematik, sprogbehandling, læsning, skrivning, håndtering af værktøj.
*Opmærksomhed: Fokusering af visuel opmærksomhed og dirigere navigation.
Occipitallappen (Nakkelappen) har tætte forbindelser med precuneus og parietallappen.
Den opfanger og fortolker synsindtryk og genkender farver og objekter.
Occipitallappen er den bagerste og mindste del af hjernens storlapper.
Den er en del af posterior cerebellum og deles af den calcerine sulcus, hvor cuneus ligger over denne og lingual gyrus under.
Occipitallapen inddeles funktionelt i flere visuelle områder og hvert af disse områder indeholder et fuldt kort over den visuelle verden.
Den primære visuelle cortex projicerer gennem den ventrale strøm til visuelle område V2 og V4, mens den dorsale strøm projicerer til visuelle område V3, MT (V5) og det dorsomediale område.
Den ventrale strøm er kendt for at behandle "Hvad" i vison og projicerer til parietallappen, mens den dorsale strøm behandler "Hvor og hvordan" information og projicerer til temporallappen.
Den ventrale strøm yder vigtig information til identifikation af stimuli der er opbevaret i hukommelsen.
Denne information giver den dorsale strøm mulighed for at fokusere på motor-handlinger som respons på ydre stimuli.
OCCIPITALLAPPEN NØGLEORD:
*Visuel behandling.
*Farvedifferentiering.
*Bevægelses-perception.
*Behandling af rumlig information.
*Afstandsbedømmelse.
*Detektering af bevægelse.
Frontallappen indeholder de såkaldte højere orden funktioner og omfatter adskillige anatomiske og funktionelle strukturer der blandt andet understøtter målrettet adfærd og abstrakte mentale repræsentationer (fx dette at kunne forestille sig selv i fremtiden).
Der findes mange teorier om dens funktion med forskellig fokus på enkelte funktioner, men flere kilder nævner dopaminerge nervebaner som essentielle, da frontallappen er det område i cerebrale cortex der indeholder flest dopaminerge neuroner.
Dopaminerge nervebaner (pathways) associeres med belønning, opmærksomhed, korttids-hukommelse, planlægning og motivation.
Sammenfattende kan siges, at frontallappen regulerer adfærd, impulskontrol og følelsesliv og fungerer som hjernens dirigent for komplekse tankeprocesser.
FRONTALLAPPEN NØGLEORD:
*Eksekutive funktioner: Planlægning, ræsonnering, beslutningstagning, bedømmelse, arbejdshukommelsen og opmærksomhed.
*Motorkontrol: Frivillige bevægelser, motorcortex og præmotorområder.
*Tale/sprog: Broccas område (produktion), sproglig artikulation.
*Adfærd/personlighed: Personlighedsændringer, impulskontrol, social tilpasning.
Temporallappen sidder lige under frontallappen og parietallappen. Den indeholder amygdala (følelsesmæssig reulering) og hippocampus (lagring af hukommelse), som jeg behandler i selvstændige afsnit.
Temporallappen behandler bla. visuelle stimuli, hukommelse, følelsesmæssige processer, lugt og hørelse.
TEMPORALLAPPEN NØGLEORD:
*Hukommelseskodning: Dannelse af langtidshukommelse.
*Auditiv processering: Fortolkning af hørelse og lyd.
*Sprogforståelse: At forstå sprog, genkendelse af tale.
*Følelsesmæssig processering: Behandling af frygt, angst og belønninger.
*Visuel genkendelse: Identificering af objekter, ansigtsgenkendelse.
*Semantisk hukommelse: Forstå ord og koncepters betydning.
Pons er den mellemste del af hjernestammen og ligger under mellemhjernen (mesencephalon), over medulla oblongata (den forlængede rygmarv) og foran cerebellum (lillehjernen).
Pons indeholder neurale baner der transmitterer signaler fra hjernen ned til cerebellum og medulla, samt nervebaner der transmitterer sensoriske signaler op til thalamus.
5 ud af de i alt 8 kranienerve-nucleus er indeholdt i pons.
12 kranienerver udspringer direkte fra hjernen, i modsætning til spinalnerver der udspringer fra rygmarven (Vagus-nerven er nok den mest kendte kranienerve).
Disse 5 kranienerve-nuclei funktioner indbefatter regulering af respiration, kontrol af ufrivillige bevægelser, sensorisk rolle i hørelse, ligevægt og smag, samt i ansigtsfølelser som berøring og smerte.
Endvidere motorfunktionen i øjenbevægelser, ansigsudtryk, ansigtsfølelser, tyggebevægelser, synkebevægelser og udskillelse af spyt og tårer (Saladin, Kenneth S. 2007).
Det menes at pons spiller en rolle i søvn-paralyse og muligvis i genrering af drømme (Koch, Christof. 2010).
PONS NØGLEORD:
*Regulering af åndedræt: Det pneumatiske center i Pons arbejder sammen med medulla for at kontrollere raten, dybden og rytmen af ufrivillig åndedræt.
*Søvn/vågenhedscyklus: Spiller en vigtig rolle i at generere REM-søvn og drømme og indeholder "søvn-paralyse-centret" der forhindrer bevægelser under søvn.
*Relæstation for information: Forbinder cerebellum og cerebrum og virker som en relæstation for information vedrørende bevægelse, balance og koordination.
*Ansigt- og hoved bevægelser/sensorik: Udgangssted for adskillige kranienerver der kontrollere ansigtsudtryk, tårer, tygning, synkning og øjenbevægelser.
*Hørelse og ligevægt: Indeholder vestibulære nuclei der hjælper med balance og ligevægt.
*Smerteregulering: Fungerer som et relæ for- og håndtering af smertesignaler for kropsdele fra nakken og ned.
Cingulate cortex.
Cingulate cortex (CC) er overordnet involveret i følelser, handling og hukommelse.
Anterior CC modtager information fra den orbitofrontale cortex om belønnings- og ikke-belønningsresultater og er dermed involveret i følelser, fordi den forbinder belønninger med handlinger.
Posterior CC modtager rumlig og handlingsrelateret information fra parietale kortikale områder og har output til det hippocampale system.
Disse input fra forskellige områder tillader den cingulate cortex at udføre handling-resultat-læring, med output fra midt-CC til præmotoriske områder.
Handling-resultat-læring kan beskrives som at "handlinger læres for at opnå mål baseret på de resultater, belønninger og straffe der modtages for de forskellige handlinger".
(Edmund T. Rolls 2019).
CINGULATE CORTEX NØGLEORD:
Grundet tætte forbindelser med precuneus, har jeg valgt at inddele cingulate cortex's funktioner efter de funktionelle områder.
ANTERIOR CINGULATE CORTEX:
*Konflikt-overvågning og kognitiv kontrol: ACC detekterer diskrepanser mellem tilsigtede handlinger og faktiske resultater (fejl-relateret negativitet) og identificerer konflikter som stroop-opgaver (diskrepans mellem farven på en sætnings bogstaver og dets betydning), hvor automatiske responser må hæmmes.
*Opmærksomheds- og kognitiv kontrol: Understøtter prioriteringen af opmærksomhed mod specifikke opgaver ved at evaluere muligheder og allokere ressoucer, specielt under vanskelige eller nye opgaver.
*Belønningsbaseret læring og beslutningstagning: ACC evaluerer "værdien" af handlinger og vejer potentielle belønninger mod omkostningen ved indsatsen. Derefter opdateres disse værdier til guidning af adfærd som fouragering eller bliv-eller-forlad scenarier.
*Følelsesmæssig regulering og opmærksomhed: Som en del af det limbiske system er den vigtig for følelsesmæssig opmærksomhed ogmodulering, specielt ved at håndtere negative emotionelle stimuli og social evaluering ("social smerte"/afvisning).
*Smertebehandling og styring: ACC er tæt forbundet med det affektive, eller emotionelle aspekt ved smerte-erfaringer af smerte, snarere end bare den sensoriske perception af smerten.
*Vilje- og handlings-selektion: ACC kaldes ofte et center for "den frie vilje" eller "bevidst handling" og bidrager dermed til egen-initierede bevægelser og er involveret i beslutningen "om man skal gøre" noget eller "hvad skal man gøre".
MID-CINGULATE CORTEX:
*Kognitiv motorkontrol: MCC omsætter motivation til handling, særligt ved at dirigere kropsbevægelser baseret på rumlig orientering, kraft og retning.
*Udvælgelse af handling og beslutningstagning: Koder for målrettede handlingssekvenser og understøtter beslutningen om den bedste måde at agere på, baseret på evaluering af potentielle belønninger og indsatsomkostninger.
*Gåpåmod og vedholdenhed: Anterior MCC refereres ofte til som et "hot spot" for gåpåmod, da den udviser højere aktivitet når individer fortsætter med svære eller ubehagelige opgaver.
*Smerte og trussels-håndtering: Anterior MCC faciliterer den følelsesmæssige respons til smerte og trusler og kan bidrage til dannelsen af langtidsvarende frygt og minder.
*Præstationsmonitorering: MCC detekterer fejl og evaluerer feedback for at justere adfærd i realtid.
*Allostasis: Anterior MCC hjælper med at forudsige fremtidige metaboliske behov og mobiliserer energiressourcer (blodtryk, hjerteslag) for at møde disse krav.
Det er en fordel yderligere at opdele MCC i posterior og anterior MCC:
aMCC er fokuseret på beslutningstagning, emotion-kognition integration og kognitiv motorkontrol.
pMCC er fokusret på multisensorisk orientering af hoved og krop i rummet, samt kontrol af bevægelser.
POSTERIOR CINGULATE CORTEX:
Generelt er pCC et centralt sted for DMN og det forbinder følelser og hukommelse, rumlig navigation, samt regulerer opmærksomhedsfokus.
PCC indeholder desuden retrospleniale cortex.
*Genhentning af episodisk hukommelse: PCC er altid aktiv ved hentning af autobiografisk hukommelse og planlægning af fremtiden.
*Selv-refleksion og opmærksomhed: PCC understøtter selvreferende tanker og er forbundet med neurale substrater for menneskelig bevidsthed.
*Kognitiv kontrol/regulering af opmærksomhed: PCC understøtter balancen mellem intern hukommelse) og ekstern visuel) opmærksomhed.
*Beslutningstagning og værdi-vurdering: Den er involveret i at behandle belønnings-resultater, risiko og evaluering af usikre valg.
*Detektion af ændringer i miljøet: Signaler fra PCC ændrer miljøet og hjælper med at skifte mellem forskellige adfærdsmæssige strategier, særligt når en forventet belønning ikke opnås.
THE FUNCTIONAL ROLE OF PRECUNEUS.
Dette er et oversat og bearbejdet studie.
Nicholas B Dadario , Michael E Sughrue
Brain, Volume 146, Issue 9, September 2023, Pages 3598–3607, https://doi.org/10.1093/brain/awad181
https://academic.oup.com/brain/article/146/9/3598/7186970?login=false
Forbedring af metoder har efterhånden vist, at precuneus er en yderst funktionel region med vigtige roller i komplekse kognitive funktioner, såsom hukommelse, theory of mind [at kunne "læse" andre] og selvreferentiel processering.
Disse funktioner kan forklares ved den unikke funktionelle organisering af precuneus inden for forskellige netværk.
Kernen i DMN og DMN's episodiske hukommelsesnetværk understøtter processerne theory of mind og episodisk hukommelse, mens det paracingulate netværk er et nyt undernetværk af CEN der kræver yderligere undersøgelse på grund af dens sandsynlige betydelige betydning i arbejdshukommelsen og mange selvreferentielle og sensorimotoriske processer, såsom interoception, bevidsthed og sensorimotorisk dynamik.
[CEN: Central Executive Network betegnes ofte som det frontoparietale netværk og er et stort hjernenetværk der er ansvarlig for højniveau kognitive opgaver som arbejdshukommelse, vedvarende opmærksomhed og målrettet beslutningstagning].
Precuneus har 5 hovedtyper af forbindelser:
1. Korte associationsfibre [U-fibre] forbinder precuneus med den øvre parietale lobule og den occipitale cortex.
2. Fire forskellige dele af cingulumbundtet forbinder precuneus med frontallappen og temporallappen.
3. Den midterste longitudinelle fasciculus fra precuneus forbinder sig til den øvre temporale gyrus og den dorsolaterale pol [forreste punkt på frontallappen]
4. Pariopontine fibre bevæger sig som en del af de kortikopontine fibre og forbinder precuneus med pontine regioner.
5. Et omfattende kommissuralt bundt forbinder precuneus bilateralt.
Precuneus er navngivet med henvisning til et visuelt område, cuneus, og er kilet ind mellem visuelle og sensorimotoriske områder, hvorfor de fleste har antydet, at precuneus primært fremmer en eller anden form for sensorisk integration, sensorisk bearbejdning på et højere niveau, eller andre lignende funktioner.
Mange års klinisk erfaring har vist, at kirurgisk ensidig transgression af precuneus ikke universelt forårsager åbenlyse mangler i visuospatial bearbejdning eller visuel integration, især hvis occipitale forbindelser skånes.
Med nye metoder og ny forskning er det nu muligt at vise, at precuneus spiller en rolle i komplekse kognitive funktioner.
Hvad gør precuneus, hvis den ikke udelukkende er et visuelt-sensorisk område (eller i det mindste ikke et kritisk et) ?
Precuneus er organiseret i tre funktionelt relevante hjernenetværk.
De to første netværk er blevet beskrevet i forhold til to separate aspekter ved standardtilstandsnetværket (DMN) (Rachie et al. 2001).
Det er beskrevet som et netværk der udviser aktivitet når individet er "vågen og opmærksom, men alligevel ikke aktivt engageret i en opmærksomhedskrævende opgave" specifikt inkluderende den mediale præfrontale cortex, posterior cingulate cortex og precuneus.
Det er yderligere blevet belyst, at DMN har to fremtrædende undernetværk, som kan forstås ud fra dets forbindelse til anteriore versus posteriore precuneus.
Den anteriore precuneus omfatter i vid udstrækning de centrale knudepunkter - medial præfrontale cortex samt den anteriore del af precuneus - og menes at fremme "theory of mind" [evnen til at "læse" andre mennesker] og selvreferentiel tænkning, mens det posteriore system af DMN, der involverer posteriore precuneus og posteriore cingulate cortex sammen med forlængelser af de superiore og mediale frontale gyri og temporale gyri, er relateret til episodisk hukommelse og visuospatial billeddannelse.
Ifølge Yeo-Buckner-netværksmodellen (Buckner et al. 2011) repræsenterer den anteriore del af DMN sandsynligvis kernen i DMN, mens det episodiske hukommelsessystem er et separat DMN-undernetværk med forskellige træk.
Et "para-cingulært" netværk i precuneus.
Det er sandsynligt at der eksisterer et lille centralt eksekutivt netværk (CEN)-justeret hviletilstandsnetværk, der skræver over den posteriore cingulære komponent af det centrale DMN-netværk i precuneus-regionen.
Det paracingulære netværk er et opgave-aktivt netværk, der udelukkende er placeret i precuneus og associeres med det større CEN i mere grove parcellationsanalyser, hvilket viser, at det er et CEN-undernetværk.
Det er fundet, at der er konsistente og distinkte strukturelle forbindelser, som sandsynligvis letter paracingulære netværksfunktioner og differentierer dem fra det omgivende netværk i precuneus.
Precuneus udviser generelt både kortrækkende og langtrækkende forbindelser til omgivende cortex, men lokale associationsfibre ogkortrækkende bundter ses oftest i de områder der forbinder det paracingulære netværk.
De er i vid udstrækning forbundet med hinanden inden for precuneus og danner en lokal hub-lignende region af netværket.
Derudover forbinder disse kortdistancefibre precuneus med de tilstødende parietale- og occipitale cortex.
De langtrækkende forbindelser i den hvide substans i det paracingulate netværk, består i vid udstrækning af cingulumbundtet, som forbinder precuneus med de frontale regioner, men også omfatter den midterste longitudinelle fasciculus der forbinder med de insular-operkulære cortex [Insula=Multimodal sensorisk behandling. Opercular= "Låget" over insula: Frontal, parietal- og temporale cortex] og temporale regioner, den superior longitudinelle fasciculus forbindelser til den motoriske cortex og den inferiore fronto-occipitale fasciculus-forbindelser, der forbinder precuneus med frontale og visuelle cortex.
En gren af cingulumbundtet (CB-1) der er specifik for DMN forbinder precuneus med de orbitofrontale og anterior cingulære cortex for at forbinde anterior og posterior DMN-knuder.
En større og tydelig cingulum-gren (CB-III) bevæger sig fra precuneus og ender langs den mediale side af den superiore frontale gyrus.
Denne specifikke gren forbinder regioner af det paracingulære netværk og kan lette internetarbejdets kommunikation med andre dele af CEN. såsom dets anteriore knuder i superior frontale gyrus, for at lette funktioner som belønningsforventning og relaterede reaktioner.
Det er blevet foreslået, at det paracingulære netværk muligvis har en hukommelsesrelateret rolle.
Imidlertid er der noget der tyder på, at den funktionelle relevans sandsynligvis strækker sig langt ud over hukommelse alene og ind i forskellige komplekse kognitive funktioner, deraf dens betydning i forhold til et bredere CEN-system.
Der findes vigtige forskelle i aktiveringen af forskellige precuneus-subregioner og deres tilhørende netværk (fx DMN-subnetværk versus para-cingulate) ifølge neuroimaging-studier under forskellige opgaver eller i hvile.

Generelt set er det paracingulate netværk, som et opgave-positivt netværk placeret i precuneus, i en strategisk position til at fremme integrationen af interne og eksterne stimuli og forbinde det med tidligere viden for at styre efterfølgende adfærd.
Studier har vist aktivering af disse regioner i handlinger relateret til forskellige interne dynamikker (dvs. selverkendelse), forventning og indsats for specifikke opgaver, samt overvågning af den interne sensomotoriske dynamik for optimal ydeevne.
Sådanne funktioner er vigtige for at kunne håndtere en kompleks situation på passende vis, der kræver en fortolkning af en situation baseret på tidligere viden, gennemførelse af risiko/belønningsvurderinger, opdatering af arbejdshukommelsen i henholdt til ny kognitiv relevant information og derefter valg og eller styring af en passende motorisk respons.
Inden for dette eksempel - og ramme for det paracingulate netværk, er præfrontale og anterior/midterste cingulate forbindelser med precuneus gennem cingulum sandsynligvis ansvarlige for fortolkningen af stimuli og risikoberegning, som derefter kan filtereres videre til motorsystemet gennem superior longitudinal fasciculus-forbindelser, såsom med det supplerende motorområde.
Precuneus rolle i hukommelsen er blevet grundigt undersøgt og opdateret netværksanatomi i denne region kan give yderligere indsigt.
Precuneus-regioner i både paracingulate og DMN-netværkene deler en vis overlapning i hukommelses- funktioner.
Generelt understøtter sådanne hukommelsesfunktioner den større rolle som paracingulate netværket spiller som et opgave-positivt netværk, da CEN er kendt for at være afgørende for aktiv vedligeholdelse og manipulation af information i arbejdshukommelsen.
Tidligere neuroimaging-arbejde med deklarativ hukommelse [langtidshukommelsens bevidste del der gemmer fakta, begivenheder og personlige oplevelser. Opdeles i episodisk- og semantisk hukommelse] hos raske forsøgspersoner har vist, at opgaver der kræver indlæring af ord gennem gentagne sekventielle associationer (sekventiel læring) eller gennem indlæring af ord via rumlige placeringer langs en velkendt sti (rumlig læring) aktiverer henholdsvis paracingulære områder parieto-occipitale sulcus og område 7Pm i superior parietale lobule.
Forfatterne (Flanagin et al. 2023) fremhæver, at disse to opgaver ikke fremkaldte nogen hippocampal aktivitet, som i stedet var tilstede ved autobiografisk associerede ord.
Dette og tidligere arbejdere har vist, at den posteriore precuneus (DMN) udviser robuste strukturelle forbindelser med hippocampus.
Således kan netværksorganisationen af precuneus give yderliere indsigt i dens rolle i forskallige hukomelsesfunktioner, nemlig gennem et posteriort DMN-netværk involveret i episodisk hukommelse og et paracingulært netværk primært involveret i arbejdshukommelse.
Disse to netværk interagerer altså for at kontrollere forskellige funktioner som hukommelse.
Noget andet interessant er, at ansigtskommunikation og interoception opstår som hovedfunktioner i dette netværk, idet der er fundet forbindelser der strækker sig fra den superiore paracingulate del af precuneus til en række områder der er involveret i ansigts-motor-netværket via den midterste lonigitudinelle fasciculus (forbindelsen mellem temporallapen og parietallappen).
Specielt er der dele af det paracingulate netværk der koaktiverer med en række operkulære regioner involveret i ansigtsgenkendelse.
Disse forbindelser kan understøtte de funktionelle roller for interoception og ansigtskommunikation i det paracingulate netværk.
Precuneus er en stærkt forbundet "Rich club" [mere forbundet internt end til fjerne regioner] og dens betydning for kompleks kognitiv funktion kan forstås baseret på dens involvering i tre forskellige hjernenetværk.
To af disse er tidligere godt beskrevet, herunder kernen i DMN og et episodisk hukommelses-undernetværk af DMN og det tredje er det som her beskrives, nemlig det paracingulate netværk.
Neurodegenerative lidelser, hjernetumorer og psykiatriske lidelser rammer ofte stærkt forbundne hjerneområder, sandsynligvis på grund af den øgede neurovaskulære og metaboliske efterspørgsel der kræves for at opretholde deres stærkt forbundne tilstande.
Precuneus tegner sig for cirka 35% af glukosemetabolismen i alle DMN-områder.
En stigende mængde beviser har afsløret precuneus' rolle i forskellige neurologiske og neurodegenerative lidelser, såsom autisme, skizofreni og udviklingen af Alzheimer sygdom, måske endda før symptomerne opstår, efterhånden som patologien akkumuleres.
Strukturelle og funktionelle beviser har antydet, at forstyrrelse i precuneus-forbindelsen stærkt understreger symptomerne på depression., bipolar lidelse og psykotiske lidelser [Se kilder 54-58, 59 og 46,60 i selve studiet].
Dog er hver patologi heterogen og generelt vage i henhold til DSM-5-klassifikationer, hvorfor behandling i stedet kan drage forsel af at overveje hvert symptom individuelt i henhold til den specifikke netværkslokalisering.
Som et eksempel er, at selvom sammenhængen mellem precuneus-forbindelsesfunktioner og depression er velklassificeret og almindeligvis målrettet mod neuromodulation, forbliver effektiviteten af disse behandlinger uforudsigelig og ofte dårlig, sandsynligvis på grund af inter-individuelle forskelle i netværksdysfunktion og manglende fuldstændig forståelse af de involverede netværk.
Ved RDoC-undersøgelse af tilgængelig litteratur, tyder resultaterne på, at det paracingulate netværk sandsynligvis spiller en vigtig rolle i en række selvreferentielle processer ud over blot hukommelse, herunder interferenskontrol, frygt, sorg, interoception og selverkendelse.
Beviser for anterior precuneus visuelle område i dette netværk har antydet dets betydning i normale funktioner såsom arbejdshukommelse samt genkendelse af følelses-udtrykkende ansigter frem for neutrale objekter.
Sådanne forbindelser kan muliggøre mange af de kendte humørkongruente behandlingsbias der ses hos deprimerede individer, såsom hyperaktiv behandling af negative ansigter.
Fremtidigt arbejde bør se på yderligere at afklare hvordan paracingulate netværksforbindelse bedre kan modellere forskellige symptomer på affektive lidelser som depression for bedre at forså sygdomskarakterisering, progression og behandling.Kilder:
The cingulate cortex and limbic systems for emotion, action, and memory
https://pmc.ncbi.nlm.nih.gov/articles/PMC6875144/